• Amerikansk præsidentdebat sender danske energiaktier til vejrs

    المصدر: BDK Finans / 11 سبتمبر 2024 05:11:05   America/New_York

    Nattens debat mellem de to præsidentkandidater har onsdag morgen givet efterdønninger på aktiemarkederne verden over. Også på den københavnske Nasdaq-fondsbørs har debatten sat aftryk, idet Vestas og Ørsted stiger med henholdsvis 5,0 og 4,4 procent, uden at der er selskabsspecifikke nyheder, der umiddelbart kan forklare stigningen. De grønne aktier har i lang tid været negativt påvirket af, at Donald Trump har ligget godt til i meningsmålingerne. Trump har tidligere givet udtryk for modstand mod havvindmøller og har sagt, at han som noget af det første ville forsøge at stoppe igangværende projekter. Det ville i givet fald ramme både Vestas' leverancer af vindmøller og nogle af de store havvindprojekter, som Ørsted arbejder på at virkeliggøre. Men analytikeres vurdering af, at Demokraternes kandidat, Kamala Harris, var den, der klarede debatten bedst, kan have rykket på chancerne for, at det bliver hende, der bliver ny præsident, og det kan få investorerne til at se de grønne energiaktier i et mere positivt lys. Det er også den forklaring, som Jacob Pedersen, der er aktieanalysechef hos Sydbank, hælder til. - Begge aktier har været under pres i længere tid, fordi man frygtede at Trump kunne ødelægge vindindustrien i USA. Så det her er nok et udtryk for en lettelse over, at sandsynligheden for det scenarie er blevet mindre, men måske også bare, at vindenergi slet ikke blev diskuteret, siger Jacob Pedersen. Han mener ikke, at det er uden grund, at både Ørsteds og Vestas' investorer holder øje med det amerikanske valg. - For begges vedkommende gælder, at de er involveret i projekter, der allerede har modtaget støtte og er godkendt, og der er nok mindre sandsynlighed for, at der sker store ændringer der. - Men på sigt kan en Trump-sejr gøre det sværere for den grønne energisektor, og USA udgør omkring en tredjedel af Vestas' marked, så det er to vidt forskellige indtjeningsrum, vi kigger ind i. - Det er nok også derfor, at vi ser et meget nervøst marked, der reagerer forholdsvis kraftigt på sådan noget som det her, siger Jacob Pedersen. Ifølge Forbes har bookmakernes odds på en sejr til Kamala Harris ved valget i november ændret sig markant hen over natten. Hvor de fleste havde Republikanernes kandidat, Donald Trump, som favorit inden debatten, er oddsene nu enten helt lige eller en smule i Harris' favør. /ritzau/ https://www.berlingske.dk/business/amerikansk-praesidentdebat-sender-danske-energiaktier-til-vejrs
شارك على،